| Flere

Fitness fanger fysisk inaktive

Hver femte bruger af et kommercielt fitnesscenter dyrkede ikke motion før de begyndte at træne i centret. Det er en af konklusionerne i rapporten "Portræt af de aktive fitnesskunder" som analytiker Kasper Lund Kirkegaard har skrevet for Idrættens Analyseinstitut

Foto: Thomas Nellemann
Mange fitnesskunder træner for sundhedens skyld, ikke for udseendets, viser undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut

Fitness kan måske opfylde en del af tidens sundhedspolitiske forventninger til idrætslivet. I hvert fald synes fitnesscentre at tiltrække borgere, der ikke tidligere har motioneret i nævneværdig grad.

Til det siger manden bag en rapport om kunderne i de kommercielle fitnesscentre, Kasper Lund Kirkegaard, analytiker ved Idan:

"Det skyldes sandsynligvis en kombination af let tilgængelige træningsformer, der ikke kræver mange forudsætninger og det fleksible tidsrum, der kan trænes i".

Som i idrætsforeningerne hører de fysisk inaktive tisær il i aldersgruppen 30-49 år.

For Kasper Lund Kirkegaard tyder det på, at den kommercielle fitnessbranche har et sundhedspolitisk potentiale.

"Det må betragtes som sandsynligt, at mange af de aktive fitnesskunder ikke havde været fysisk aktive, såfremt centrene ikke havde appelleret til dem og deres motionsbehov".

Fitnesstræning opfattes som sjov

Mere end 60 procent af de adspurgte i Kasper Lund Kirkegaards undersøgelse kalder fitnesstræning for sjov og motiverende i sig selv.

De mest tilfredse brugere er dem, der udelukkende træner på hold. Her roser 42 procent af brugerne træningen, mens det samme kun gæklder for 25 procent af dem, der alene træner individuelt.

"Det er især kvinder over 40 år, der er de mest tilfredse fitnesskunder. Det skyldes måske muligheden for holdtræning, muligheden for at opnå velvære og muligheden for at have et frirum hjemmefra". siger han.

Tæt på fitnesskunderne

Idrættens Analyseinstitut, Idan, har offentliggjort to delrapporter i projektet "Sundhed for millioner".

Den ene rapport tema er et"Portræt af de aktive fitnesskunder" skrevet af analytiker Kasper Lund Kirkegaard.

Den anden er "Mødet mellem kommuner og private fitnesscentre", der undersøger potentialet i et tættere samarbejde mellem de to parter. De er skrevet af Kasper Lund Kirkegaard og Marina Aagaard.

Knap 4.800 aktive kunder fordelt på 78 kommercielle fitnesscentre deltog i en undersøgelse. 


Sundhed betyder mest

Myten om, at fitnesstræning kun er til for pligtens skyld, modbevises i rapporten.

60 procent af de adspurgte svarer, at de er noget eller helt enig i udsagnet, at de først og fremmest træner for sundhedens skyld.

Langt færre peger på udseendets og vægttabets rolle for deres træning.

De yngste aldersgrupper tænker på æstetikken, de ældre på sundheden.

"Når vi spørger fitnesskunderne, hvorfor de melder sig ind i et fitnesscenter, svarer de fleste, at de gør det for at blive sundere", siger Kasper Lund Kirkegaard, der nævner begrundelserne:

  • 23 procent siger de, at de træner for at komme i bedre fysisk form
  • 22 procent siger, at de træner for at få en mere veltrænet krop
  • 19 procent siger, at de træner for at få kropsligt velvære
  • 17 procent siger, at de træner for at tabe i vægt
  • kun 2 procent siger, at de træner for at få mere muskelmasse
  • kun 2 procent siger, at de træner for at blive bedre til deres hovedidræt

Lystfyldt træning - ikke en pligt

Fitnesstræning opfattes generelt som en pligtbetonet aktivitetet i familie med et arbejde. Men sådan opfatter brugerne det ikke selv.

"Hele 68 procent af fitnesskunderne mener, at deres træning helt eller delvist er præget af lyst og ikke af pligt. Kun 18 procent opfatter deres træning som en pligt", gengiver Kasper Lund Kirkegaard fra sin rapport.

Han spørger dog sig selv, om ikke langt flere aktive deltagere i de traditionelle, holdbaserede idrætsaktiviteter ville svare, at deres træning var gennemsyret af lyst.

"Men for flertallet af kunderne er fitnesstræning en idrætsaktivitet, der sagtens kan indeholde lystprægede aktiviteter, selv om der er tale om en nytteorienteret tilgang, hvor træningen gerne skal være effektiv", sammenfatter han temaet om lyst kontra pligt.



Opdateret 3. december 2009 Af Steen Bille

Ejer: Kommunikationsafdelingen